Skadebehandler

Beskrivelse af jobbet

Som skadebehandler varetager du forløbet, fra en kunde anmelder en skade, til sagen er afsluttet.

Vi fokuserer på at give vores kunder en god service ved at være åbne, idérige, forandringsparate, empatiske og udvise godt købmandsskab. Kunderne skal føle sig godt hjulpet og skal have tillid til, at vi overtager deres problem. 

Vi behandler forskellige former for skader som f.eks. bygnings-, indbo-, auto- og erhvervsskader.

Din opgave vil være at tage stilling til, om skadeårsagen er omfattet af forsikringen samt vurdere omfanget af skaden og prisen for udbedring af skaden. Ved skadeopgørelsen gør vi brug af samarbejdspartnere, herunder interne og eksterne taksatorer, og vi tilstræber at færdiggøre skaden i så få trin som muligt.

Kundekontakten foregår primært på telefon og e-mail, som vil være dine vigtigste arbejdsredskaber.

I perioder får du mulighed for at udføre fagrelateret projektarbejde.

Krav og forventninger i jobbet

Vi forventer, at du besidder en stor portion sund fornuft og er serviceminded til gavn for kunder, kolleger og samarbejdspartnere.

Din faglige baggrund er ikke afgørende, da vi selv uddanner nye skadebehandlere. Forsikringsmæssig ballast er dog en fordel. 

Nyansatte gennemgår, uanset baggrund, et internt uddannelsesforløb ved opstart i Skadeafdelingen. Uddannelsen foregår herefter på Forsikringsakademiet. Vi har en forventning om, at du deltager aktivt i de uddannelsestilbud, vi tilbyder, så du bevarer et højt fagligt niveau.

Efter oplæring og uddannelse skal du selvstændigt kunne behandle og løse skadesager samt følge de retningslinjer og arbejdsgange, der har relation til den pågældende opgave. Derudover skal du være i stand til at hjælpe hver enkelt kunde med deres individuelle behov for kundeservice. 

Du skal indgå i skadeteamet, hvor vi arbejder selvstændigt og samtidig hjælper hinanden via god teamånd og feedback. Vi hjælper også hinanden på tværs af afdelinger ved akutte skadesituationer, f.eks. storm og skybrud.

Du skal have god forståelse for it og let ved at sætte dig ind i nye systemer, da det meste arbejde foregår digitalt.