FERDI KØSE, 24 ÅR, SALGSMEDARBEJDER HOS TOPDANMARK

Ferdi er 24 år og bor på Frederiksberg. Efter handelsgymnasiet drømte Ferdi om en karriere i en bank. Men da han under uddannelsen til finansøkonom skulle finde en praktikplads valgte han Topdanmark. Her nåede han også at være studentermedhjælper, inden han i 2014 blev færdiguddannet og ansat i Salgscentret i Køge.

Inden jeg valgte Topdanmark mødte jeg både personer fra HR og to salgschefer. Jeg fornemmede en seriøsitet omkring virksomheden, der appellerede til mig. Det viste sig, at det med forsikring var mere interessant, end jeg troede. 

Jeg taler hele tiden med kunder i mit arbejde og det sætter jeg stor pris på, fordi det handler om forskellige mennesker med meget forskellige behov. At nogen fx sætter mest pris på at forsikre deres cykel, mens andre går meget op i deres smykker. Så forsikring er for mange kunder ikke bare noget man skal have.

Vi har en kultur i Topdanmark, hvor man støtter hinanden og har plads til at have det sjovt. Balancen mellem sjov og arbejde er meget god. Vi har en gennemsnitsalder her i Køge på omkring 27 år, men nogle kolleger er meget erfarne, og det er en stor fordel, når man er relativt ny. Det betyder, at du føler dig hjemme og altid kan få råd og vejledning, også når vi har travlt.

Mine konkrete arbejdsopgaver er at ringe til potentielle kunder, som har en aftale i forvejen. Så skal jeg afklare kundens behov, rådgive om vores forsikringer og sælge forsikringen, hvis kunden er tilfreds. Det er altid kunden, der er i fokus – det handler ikke at få solgt forsikringer for enhver pris. 

Vi tager også imod opkald fra kunder, der ringer om alt muligt – fx om skader eller nye forsikringsbehov, som de lige skal høre om. Målet er, at kunden så vidt muligt ikke viderestilles, og at kunden ikke får de samme beskeder flere gange. Det kalder vi one-stop henvendelser. En gang imellem kommer der også en kunde op på kontoret, som ikke har en aftale. Dem prioriterer vi selvfølgelig også højt og inviterer dem ind til en kop kaffe uden at de skal vente.

Jeg er meget ambitiøs og jeg tager imod de muligheder, der kommer. Jeg går efter at være supervisor om fem år Dvs. en som både har kundekontakt, men som også hjælper kollegerne i arbejds-dagen. Jeg kan godt lide at tage ansvar for at alle har det godt i Salgscentret – både kunder og medarbejdere.

Fritiden tilbringer Ferdi med sin kæreste og deres venner og familier. Og så ses han tit i fitnesscentret. Han mødes også gerne med nogle af kollegerne, som han også kalder sine venner. De går fx på café efter arbejde.