Rekrutteringsprocessen

Sådan foregår ansættelser

Når vi slår ledige job op, gør vi det på Ledige job og på forskellige eksterne jobdatabaser, fx www.jobindex.dk. Nogle gange sætter vi også annoncen i dagblade og fagblade. Vi bruger it-systemet Easycruit til at administrere forløbet. Derfor beder vi dig om at sende din ansøgning, cv m.m. via det link, der står i stillingsopslaget.

Udvælgelse

Lederen i den afdeling, der har brug for en ny medarbejder, sørger for, at ansøgningerne bliver læst igennem og udvælger derefter dem, der skal til samtale.

1. samtale

Vi inviterer normalt 3-5 kandidater til 1. samtale. Ved samtalen er lederen for afdelingen og en kollega fra afdelingen til stede. Nogle gange kan der også være en anden leder med. Til samtalen får du en kort introduktion til Topdanmark, arbejdsområdet og hvilke rammer og muligheder der er for jobbet. Derudover skal lederen og dig blive enige om løn, arbejdstid m.m. Du får mulighed for at uddybe, hvem du er, og hvilke kompetencer du besidder. Lederen sørger for at finde ud af, om dine kompetencer matcher kravene til jobbet.

2. samtale og test

Efter 1. samtale inviterer vi 2-3 kandidater til 2. samtale og test. Dette forløb tilrettelægger vi individuelt, afhængigt af hvilket job der er tale om. Gennem 2. samtale og testen forsøger vi at kortlægge dine personlige præferencer i forhold til arbejdssituationer og arbejdsmetoder. Testen består af en personlighedstest og evt. andre testværktøjer til at undersøge arbejdsstil og arbejdsmetode. Inden 2. samtale skal du udfylde personlighedstesten via internettet. Du får altid besked om, hvilke testværktøjer vi bruger. Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte den leder, som har indkaldt dig til samtale eller en HR-konsulent. Ved 2. samtale deltager en HR-konsulent sammen med lederen og evt. en anden leder fra et relevant område. HR-konsulenten giver en tilbagemelding på testresultaterne, og du får mulighed for at uddybe og komme med kommentarer til de enkelte testområder. Derudover er der mulighed for at opklare eventuelle uklarheder i forhold til jobbet.

Ansættelse

Før vi ansætter medarbejdere, henter vi nogle gange referencer fra tidligere arbejdsgivere. Det gør vi altid kun efter at have snakket med dig om det. Det er lederen i den afdeling, der har brug for en ny medarbejder, der tager beslutningen om, hvem der skal ansættes. Når vi tilbyder et job, gør vi det mundtligt (over telefonen). Herefter sender vi kontrakt, aftaler, opstart m.m.

Afslag

De ansøgere, der ikke bliver inviteret til samtale, får normalt et skriftligt afslag. Du er altid velkommen til at kontakte den leder, du har været i kontakt med, hvis du gerne vil have uddybet et afslag. Hvis du har været til samtale og/eller test, forsøger vi at give et mundtligt afslag, hvis det ikke er dig, der får jobbet.

Uopfordrede ansøgninger

Da alle ledige stillinger bliver slået op på jobsiden på vores hjemmeside, tager vi ikke imod uopfordrede ansøgninger. Du er velkommen til at gå ind på vores jobsite og sende en ansøgning til den eller de stillinger, der interesserer dig.