Kristian Lorenz, IT-driftsmedarbejder

Kristian er 40 år og bor i Høje Taastrup. Han har arbejdet i IT-driftsafdelingen i Topdanmark siden 2008. Inden Kristian kom til Topdanmark arbejdede han i Danmarks Statistik.

 

Jeg søgte job hos Topdanmark, fordi jeg ville prøve at være et sted med mulighed for udvikling og arbejde i en ’forretning’, hvor der skete en masse. I mit tidligere job i Danmarks Statistik var hverdagen blevet ensformig for mit vedkommende og jeg trængte til at se noget nyt. Jeg fik et indtryk af, at der var mange muligheder ved at arbejde i Topdanmark.

Vi er fem i mit team, og i hele afdelingen er vi 75 kolleger. Min primære opgave er at besvare telefonopkald, når brugerne af it-systemerne har brug for hjælp. Udover at sidde med support, er jeg også med på en del projekter. Det kan eksempelvis være test eller udrulning af nye programmer. Jeg har for nylig undervist assurandører, der har fået nye computere. Der var vi et fast team, som i halvanden måned underviste på vores lokationer i Viby Jylland, Vejle og på hovedkontoret i Ballerup.

Teamsene i min afdeling hjælper hinanden. Vi sidder tæt på de teams, vi arbejder mest sammen med, på kontoret. Det betyder, at vi hurtigt kan fange et problem, fordi vi nemt kan høre og se, hvad de arbejder med. Og når løsningen på problemet er fundet, bliver den hurtigt delt. Generelt bruger vi vidensdeling rigtig meget. Jeg kan godt lide, at der ikke er to dage, der er ens, og at der er mulighed for masser af udvikling og forandring.

Jeg lærer hele tiden noget nyt, og det er vigtigt for mig. Jeg går kold, hvis hverdagen bliver for ensartet. Ofte står vi i en situation, hvor der skal tages en beslutning her og nu. Når vi er færdige med et projekt eller en opgave, evaluerer vi og diskuterer, hvad vi kan gøre bedre til næste gang. Det er jo det, vi lærer af.  

I afdelingerne er kollegerne rigtig gode til at hjælpe hinanden. Vi har en vagtplan for, hvornår vi skal være på arbejde, men planen er ikke mere fast, end at vi kan bytte vores vagter. Jeg kan også sende en sms til mine kolleger, hvis jeg er forsinket, og så hjælper vi hinanden på den måde.

I fritiden kan jeg godt lide at gå til koncerter eller gå ud at spise noget god mad sammen med vennerne. Og så er jeg sammen med mine børn og familie. Jeg cykler også en del. Om sommeren er det landevejscykling med vennerne, og om vinteren spinner jeg mest. Jeg er medlem af Topdanmarks sportsklub, så jeg kan deltage i spinninghold, eller sætte mig ned at spinne en times tid alene, hvis jeg vil det.