Uddannelsens indhold

Vil du starte en karriere inden for forsikringsbranchen, så er det finansuddannelsen, du skal begynde på. Uddannelsen indeholder både teori og praksis, så du kommer både til at være på skolebænken og ude i forskellige afdelinger. Den er desuden bygget op, så du selv kan vælge fag efter dine ønsker og ambitioner.

Du kommer på skolebænken

Den teoretiske del af uddannelsen foregår på handelsskolen, og den er fælles for forsikringsvirksomheder, banker og realkreditinstitutter. Det er derfor, den hedder finansuddannelsen. Uddannelsen er delt op i obligatoriske fag og specialefag.

I de obligatoriske fag lærer du om emner som produkter og kundebehov, lovgivning, de økonomiske forhold i samfundet, kommunikation, arbejdsmetoder og kunders private økonomi. Disse emner giver dig en grundig basisviden om det finansielle område og klæder dig på til at klare alt det praktiske arbejde.

I specialefagene kommer du i dybden med forsikringsområder, som vi i Topdanmark er specialiseret i. Det kan for eksempel være personforsikring, skadeforsikring eller pension. Under forløbet kommer du til at arbejde både individuelt og projektorienteret, og du afslutter uddannelsen med en eksamen.

Du kommer ud i afdelingerne

I sammenhæng med den teoretiske del kommer du ud og får praktisk erfaring med det, du har lært på skolen. Du kommer til at arbejde i forskellige afdelinger med både administrative opgaver, serviceopgaver og salgsopgaver. På den måde kommer du hele vejen rundt i forsikringsverdenen og får erfaring med både kundebetjening, salg, kommunikation og it.

Som forsikringselev bliver du ekspert i vores produkter, dvs. vores forsikringer, og du lærer samtidig, hvordan du bedst kan rådgive kunderne. 

Som salgselev bliver du ekspert i kundebetjening, og du lærer samtidig om vores produkter, så du altid kan tilbyde kunderne den optimale løsning. Du kommer til at arbejde i en af vores salgscentre rundt om i landet, hvor du hver dag er i kontakt med kunderne.

Kontakt vores elevansvarlige
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Pernille Duris på 21 83 22 13.
Se vores elevfilm

Se filmen her