ASK JOSEPHSEN, 39 ÅR, IT-UDVIKLINGSMEDARBEJDER HOS TOPDANMARK

Ask er 39 år og bor i Herlev. Efter gymnasiet og aftjent værnepligt læste Ask til datamatiker og har siden taget en række kurser bl.a. på It-universitetet. Siden 2015 har han været en del af Topdanmarks 400 mand store it-afdeling på hovedkontoret i Ballerup. Senest er Ask blevet certificeret Scrummaster.

Der er flere årsager til, at jeg er glad for at arbejde hos Topdanmarks it-afdeling. For det første fordi jeg arbejder med forskellige open source teknologier, som jeg har særlig interesse for, bl.a. PHP, MySQL og Typo3. For det andet er jeg rigtig glad for at arbejde systematisk efter Scrum metoden. Og så ligger min arbejdsplads tæt på mit hjem.

Jeg trives vældig godt i Topdanmark, som godt kan slå sig endnu mere op på at være en arbejdsplads med høj trivsel blandt medarbejderne. Jeg oplever en fantastisk forståelse for at familieliv og arbejdsliv skal hænge sammen. Selvfølgelig skal vi levere meget og der stilles høje krav, men der er en god balance i tingene. Jeg har arbejdet andre steder, hvor arbejdsklimaet var meget hårdt.

Alle it-udviklere arbejder efter Scrum metoden og det fungerer super godt, fordi det giver nogle rig-tig gode rammer at agere i. Det trives jeg med og hvis jeg tidligere i min karriere havde kunnet arbejde på den måde, ville det have gjort en stor forskel for mig.

Lige nu arbejder mit team på at gøre flere selvbetjeningsløsninger på hjemmesiderne responsive, så kunderne kan få det optimale ud af de forskellige funktioner på både pc, tablet og smartphone. Det er meget interessant og heldigvis meget tidssvarende. De teknologier vi bruger, Sass, Gulp osv., er helt up-to-date.

Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg også er i Topdanmark om 3-4 år. Der er mange muligheder for at sætte sit præg på både afdelingen og på de forskellige opgaver, som jeg er med til at løse. Man kan udvikle sig, og der er vide rammer for at prøve flere forskellige roller, uden at skulle skifte job. 

Der er en rimelig høj kompleksitet i opgaverne, og det stiller krav til at vi gennemtænker løsningerne. Det giver mig en stor tilfredshed at se, at det man har tænkt meget over, også giver kunderne en god oplevelse. I den tid jeg har været her er mit fokus skiftet fra Typo3 til den responsive web front-end. Jeg ved endnu ikke hvad næste opgave bliver efter vi er færdige med det responsive design. Men der er helt sikkert mange nye opgaver. 

Min hustru venter vores tredje barn, så det forbereder vi os stille og roligt på. Jeg har en søn med ADHD og derfor er jeg aktiv i ADHDforeningen. Ellers nørder jeg lidt med computerprogrammer og små projekter i haven. Og så kan jeg rigtig godt lide at gå på havjagt med en af mine kolleger.