Jesper Olsen, Pensionskundechef

Jesper Olsen

Pensionskundechef
Tidligere privatassurandør og pensionschef i Topdanmark

Et job med frihed og indflydelse
Jeg synes, at det bedste ved at arbejde som pensionskundechef er den frihed, der er i jobbet og den tilfredshed jeg føler, når jeg er med til at sørge for, at kunderne er tilfredse. Og så er Topdanmarks pensionsselskab et lille selskab, hvor der ikke er langt til toppen. Det er uformelt og fleksibelt, og det gør, at udfordringerne hurtigt bliver løst. Samtidig er selskabet under udvikling, og der sker meget med salget og kunderne. Derfor har man indflydelse og mulighed for at sætte sit eget præg.

En udfordrende hverdag
Jobbet som pensionskundechef er spændende og udfordrende. Mit arbejde handler om at sikre, at Topdanmarks firmapensionskunder - både virksomheden og dens ansatte - er tilfredse. På en typisk hverdag besvarer jeg de henvendelser, jeg får fra kunderne. Eksempelvis kan jeg blive kontaktet af en virksomhed, som har en medarbejder, der har akut brug for sin Sundhedssikring. Derudover holder jeg statusmøder med virksomhederne om deres pensionsordninger, samt fælles informationsmøder for medarbejderne om nye tiltag og lovmæssige ændringer. For at have et godt samarbejde med kunderne er det vigtigt, at der er tillid mellem mig og kunden. Hvis mine kunder er tilfredse, er jeg også tilfreds.

Man skal være selvstændig og målrettet
Som pensionskundechef skal man være målrettet og struktureret i det, man laver. Man skal kunne skabe kemi med kunderne, og så skal man være meget selvstændig. Men jeg synes også, at det er vigtigt, at man trives godt socialt med sine kolleger, og at man kan udveksle erfaringer med dem og sikre, at man er ensartet i sine arbejdsmetoder. Dette fungerer rigtigt godt i Topdanmark.